← Alle ledige stillinger

Job hos Plintum

Account Manager med interesse for AI

Vil du sælge AI-løsninger til en branche, der lige nu er ved at finde ud af, hvordan AI skal bruges i praksis?

Hos Plintum udvikler vi AI-løsninger til byggebranchen, og interessen vokser hurtigt. Derfor søger vi en Account Manager, der kan tage ansvar for kunderne fra første møde til underskrevet aftale.

Du bliver ikke sat til at lave kold kanvas dagen lang. Vi får allerede leads fra bl.a. vores mødebooker, kundehenvisninger, Erhvervshusene og vores samarbejde med DI Byggeri. Men du må selvfølgelig også gerne selv skabe nye relationer og muligheder.

Din opgave

Du kommer bl.a. til at:

  • afholde salgsmøder med potentielle kunder
  • facilitere workshops, hvor vi afdækker kundens AI-potentiale
  • udarbejde tilbud og følge salget helt til dørs
  • være kundens faste kontaktperson
  • udvikle løsningsforslag sammen med vores udviklingsteam
  • sikre en god overlevering, når løsningen skal bygges

Vores kunder er typisk ejerledere, direktører, tilbudschefer og beregnere. Mange er nysgerrige på AI, men ved ikke helt, hvor de skal starte. Derfor skal du både kunne sælge, forklare og inspirere.

Hvem er du?

Vi kigger ikke på din uddannelse eller på, om du kommer fra byggebranchen.

Det vigtigste er, at du:

  • har erfaring med salg
  • er tillidsvækkende og god til mennesker
  • kan formidle komplekse ting på en enkel måde
  • arbejder struktureret og tager ansvar
  • har drive og gåpåmod
  • er nysgerrig på AI og allerede har stiftet bekendtskab med fx ChatGPT eller Claude

Du behøver ikke være AI-ekspert. Vi skal nok lære dig, hvad AI kan bruges til i byggebranchen.

Plintum som arbejdsplads

Vi er en lille, agil virksomhed med en uformel tone, stor frihed og meget kort vej fra idé til handling.

Vi holder til i LYFA Offices i Måløv, og det er her, du primært vil arbejde. Kundemøder foregår især på Sjælland, så kørekort og egen bil er nødvendigt.

Stillingen starter på 2-3 dage om ugen, med mulighed for at skrue op i takt med, at vi vokser.

Lønpakken finder vi sammen. Vi er åbne for forskellige modeller.

Opstart hurtigst muligt – men vi venter gerne på den rette.

Det vigtigste for os er i sidste ende ret enkelt:

Du skal kunne omsætte gode kundemøder til salg.

Lyder det som noget for dig, så send en ansøgning til job@plintum.dk og fortæl lidt om dig selv.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Martin Bengaard (martin@plintum.dk eller 50 30 39 33) for at høre mere.

Søg stillingen →